Traditionen tro holder kunstnergruppen PRIMUS påskeudstilling i Uhresalen i Hinnerup og i 2024 udgaven er temaet ´Sårt`. Samtidigt har de 10 kunstnere inviteret otte andre kunstnere med til udstillingen, så der bliver 18 værker at se på, når udstillingen åbner Skærtorsdag den 28. marts.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg er taget på besøge hos Allan og Hanne Stochholm i Søndergade i Hinnerup, Allan vil gerne fortælle mig om den kommende PRIMUS udstilling i Uhresalen, der åbner Skærtorsdag i påsken. Han viser mig kataloget og jeg får også lov til at se både hans og Hannes værk, der skal med på udstillingen inden jeg tager hjem igen.

Vi sidder sammen på førstesalen i huset, hvor Allan og Hanne har deres atelier, og hvor der til den ene side er udsigt til Søndergade og hvor der til den anden side er udsigt til haven og engarealet ved Lilleåen. Vi taler om kunstnergruppen PRIMUS, og hvorfor de hvert år i påsken holder deres årlige udstilling.

“Nu har vi gjort det i 37 år, så det er en fast tradition. Det begyndte med en udstilling, hvor Dronningen skulle besøge Hinnerup og hun kom og klippede snoren til udstillingen over, og sidenhen har det udviklet sig. Dengang hed vi Hinnerupkunstnerne, I dag er vi kunstnere fra hele Favrskov, der er med i PRIMUS, og som altid inviterer vi andre med,” siger Allan Stochholm, mens han viser mig det værk, som han har lavet til årets udstilling.

Allan Stochholm fra kunstnergruppen PRIMUS har lavet dette værk med olie og blyant på et rullegardin, hvor målene på værket passede med de mål, som kunstnergruppen havde sat for formatets størrelse. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Allan Stochholm fra kunstnergruppen PRIMUS har lavet dette værk med olie og blyant på et rullegardin, hvor målene på værket passede med de mål, som kunstnergruppen havde sat for formatets størrelse. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Temaet i 2024 er ´Sårt`, så jeg spørger ham om, hvad det betyder:

“Sort er bare en farve, og på østjysk siger vi ´sårt`. For nogen er det en trist farve, for andre giver det inspiration. Sort kan være mange ting, som du også vil få at se til udstillingen. Bare se Hannes værk, hun har lavet ´Jyske dollars`, som også går under navnet sorte penge, og jeg har lavet sorte får, så ´sårt` kan betyde rigtigt mange ting,” siger Allan.

Sårt er også et begreb

Hjemme igen kan jeg ikke helt slippe de tanker og ideer omkring udstillingen, som Allan gav mig, så jeg ringer til Jane Susanne Andersen fra Ulstrup, der også er en del af kunstgruppen PRIMUS, og som også har lavet et værk til udstillingen.

Jane, hvad kan vi som beskuer forvente at opleve på udstillingen?

“Alle vi 18 kunstnere har fået opgaven i at levere et værk på 200 x 130 cm, og selvom formatet er ens, så  er jeg sikker på, at alle der kommer og kigger får en meget alsidig udstilling at se. Jeg tror også, at værkerne bliver noget mere farverige, end temaet  ´sårt` umiddelbart lægger op til,” siger Jane.

Hun forklarer at sort ikke kun er en farve, men i udstillingen bliver det også brugt som begreb.

“Sort kan være rigtigt mange ting: sort humor, man kan arbejde sort og når noget er uforståeligt eller grotesk, siger vi, at det er helt sort. Vi kunstnere har givet os en opgave, at lave et værk ud fra et fælles tema, og så er det op til den enkelte at fortolke det. Det er også derfor, at vi inviterer nye kunstnere med i vores udstillinger hvert år, så vi kan blive inspireret af andre og tale med dem om deres værker, og det giver nogle meget spændende udstillinger,” siger Jane, der i sin tid først blev inviteret med som gæst til PRIMUS udstillingerne, men har nu i mere end 10 år været med i kunstnergruppen.

En ære at være med

En af de inviterede kunstnere er John Sørensen fra Hinnerup, som selv havde egen udstilling i Uhresalen i sommeren 2023, og ham stillede jeg spørgsmålet omkring, hvad året tema betyder for ham:

“Det at formatet og temaet er det samme for alle, det har inspireret mig til at anvende andre metoder og materialer, end dem som jeg ellers bruger for tiden. Jeg synes, at temaet ´sårt` er underfundigt og godt valgt, da det kan give associationer i mange retninger, og det har været meget inspirerende for mig,” siger John.

Hvordan er du blevet inspireret?

“At vi som kunstnere har et fælles oplæg, men ellers ikke kender hinanden greb og valg af udtryk, det er både spændende og udfordrende. Ikke mindst, hvis man falder i den grøft at ville sammenligne sig med så kompetente og erfarne kunstnere, som de faste medlemmer af PRIMUS er,” siger John.

Hvordan har du det med at være inviteret med til at udstille med Primus i år?

“Det er en ære for mig at være med, det er en flot garvede og dygtige kunstnere, der udgør kunstnergruppen. Det bliver en stor fornøjelse for mig at se, hvordan de andre har løst udfordringen, og jeg håber, at vi tilsammen er kommet ud i rigtigt mange kroge af temaets muligheder, så publikum kan både udfordres, forundres og glædes over værkerne,” siger John.

Faktaboks
Kunstnergruppen PRIMUS består af 10 kunstnere fra alle dele af Favrskov, og de udstiller hvert år i Påsken i Uhresalen, med et nyt tema år efter år. Dette års tema er ´Sårt`, hvor de 10 kunstnere, sammen med otte inviterede kunstnere har fået et format på 200 x 130 cm til at lave et værk. Udstillingen åbner med en fernisering Skærtorsdag den 28. marts klokken 14, og der vil være åben i Uhresalen hele Påsken og udstillingen kan også efterfølgende ses i bibliotekets åbningstid.
 
Kunstnergruppen PRIMUS består af Lene Bruun Kolff (Grundfør), Kirsten Holm (Hinnerup), Hanne Stochholm Exe (Hinnerup), Allan Stochholm (Hinnerup), Gitte Bodil Jensen (Foldby), Carsten Poulsen (Vissing), Niels Frank (Svenstrup), Kika Møller (Enslev), Susan Ogstrup (Søften) og Jane Susanne Andersen (Ulstrup).

Gæsteudstillere i 2024: Peter Egedal, Hardy Brix, Lis Rejnert, Per Kjærsgaard, John Sørensen, Ulla Madsen, Birthe Reinau og Karen Borten.

Annonce – Vi støtter Søften Nyt