Af Anders Godtfred-Rasmussen

Søften Nyt er et lille lokal medie, som primært dækker postnummer 8382, og dermed den gamle Hinnerup Kommune, med afstikkere rundt i resten af Favrskov Kommune og i kulturlivet i Aarhus og omegn.

På et tidspunkt blev jeg interesseret i at finde ud af, hvor de læsere som lokalmediet har egentlig kommer fra, og derfor bruger Søften Nyt et lille program, der kan registrere, hvor læserne befinder sig, når de klikker ind online på Søften Nyt. Jeg kan ikke se, hvem læserne er, hvad de hedder, hvilket køn, men jeg kan se hvilken by de var i, da de gik i gang med at læse artiklen

Her onsdagen inden påskeferien har jeg kigget lidt nærmere på programmet, og over de sidste 30 dage har 1/3 del af læserne og brugerne af Søften Nyt været fra Hinnerup, hvilken ikke kommer som det store chock, nu hvor historierne har sit udspring fra Hinnerup og omegn.

Der er en anden faktor, der også spiller ind, det er hvilket mobilselskab, der bruges. Jeg kan se, at cirka 70% af de mennesker, der læser med, de kigger på en mobiltelefon, når de læser Søften Nyt, det vil sige, at de ofte bruger mobildata, når de logger ind. Jeg ved, at mange brugere fra mobilselskabet 3 bliver registreret fra København, når de bruger telefonen, og mange af TDC og Telmores kunder bliver registreret i Slagelse, når de bruger telefonen, så de tal fra de to lokationer er overvejende mennesker, der bruger de mobilselskaber.

Men det er lidt sjov læsning, at Søften Nyt har flere læsere på Frederiksberg, end fra Sabro og at der er næsten lige så mange læsere fra Risskov og Brønshøj, som fra Hadsten.

Læserne er spredt over hele Danmark, igen er nogle af dem registreret forskellige steder, fordi deres mobilselskaber eller internet udbydere giver dem en anden lokation, end hvor de reelt bor, men jeg havde alligevel ikke regnet med, at der var læsere fra hele landet. 

Lokale historier må have en betydning for andre, end lige de mennesker som bor der, hvor historierne udspringer fra, og jeg læser også selv med fra andre dele af landet, når jeg falder over spændende lokalhistorier.

At Søften Nyt er gratis, det hjælper nok også, når du samtidigt ikke skal logge ind bag en betalingsmur for at kunne læse med. Jeg kan love, at der aldrig kommer en betalingsmur omkring Søften Nyt, men der kommer snart en opfordring til at give 35,- kroner til lokaljournalistik, men mere om det omkring første maj, hvor Søften nyt også er kommet i gang med at sælge annoncer. Så der fremover stadigvæk vil være gratis lokale historier fra Hinnerup og Favrskov til de mange læsere fra hele Danmark, og til de jeg kan se, der læser med fra udlandet. 

God påske herfra redaktionen, vi kommer også til at holde lidt fri her på Søften Nyt, men der mangler stadig at blive skrevet en historie eller to fra den seneste uge, og du kan altid gå tilbage i bagkataloget og læse med. De fleste historier tåler gerne en genlæsning.