I uge 6 i 2024 kom det frem, at politiet havde fundet frem til gerningsmanden til mordet på Hanne With, der blev dræbt nytårsnat for 34 år siden. Den uopklarede sag var blevet genoptaget, fordi politiet havde taget en ny opklaringsteknik i brug, hvor “Den sigtede er fundet ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand bliver sammenlignet med eksisterende materiale i politiets dna-register – men i stedet for at søge efter en matchende profil, leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sin dna.” – tekst og link er fra en pressemeddelelse fra politi.dk hvor de omtaler, at de har foretaget en anholdelse i den gamle sag.
Sagen fik mig til at tænke på Amagermanden, Marcel Lychau Hansen, som i december 2011 blev dømt skyldig i to drab og seks voldtægter og brandstiftelse, som alle var foregået over en periode på 23 år. En periode, hvor politiet uden at vide det, faktisk var tæt på at fange Marcel Lychau Hansen flere gange, men at det hver gang lykkedes ham at undslippe lovens lange arm.
Journalisterne Claus Buhr og Vicki Therkildsen skrev i 2012 Sagen om Amagermanden – Jagten på en serieforbyder, hvor de gennemgår alle de sager, som Marcel Lychau Hansen endte med at blive dømt for, og nogle flere som er sket i samme tidsperiode. Fx bliver Hanne With sagen også nævnt i nogle linjer, sammen med andre voldsomme drab på kvinder begået i 1990´erne.
Politiets mange fejl under opklaringer bliver påvist undervejs, men journalisterne forklarer også, hvordan disse fejl kunne begås i den anden tid, det var dengang. Specielt i de første år efter Marcel Lychau Hansens første forbrydelser. At der ikke var EDB eller IT som vi kalder det i dag, til at registrere. At alle finger og håndaftryk blev lavet på papir, og ikke indskannet, som vi kender det i dag. At det først mange år efter det første mord, som Marcel Lychau Hansen begår i 1987, bliver normalt at tage DNA fra mistænkte, men også at det register, som skal bruges til at opbevare oplysningerne blev oprettet i 2000.
I bogen lærer læseren også, hvordan politiet arbejdede dengang og i dag, samt at DNA spor aldrig må stå alene, også fordi at de kan være plantet af andre, og dermed kan være med til at beskylde andre for en forbrydelse, de ikke har begået. Marcel Lychau Hansen prøver selv, at inkriminere andre, ved at få plantet sin DNA uden for fængslet, efter at han er blevet anholdt. Noget som ikke lykkes, og som bliver brugt som vægtigt bevis på, hvorfor Marcel Lychau Hansen måske aldrig kommer ud af fængslet igen.
Bogen er skrevet meget nøgtern og fortællende, det er helt tydeligt at journalisterne har været meget grundige i deres research, og alle sager bliver fortalt og forklaret så læseren har meget nemt ved at se de mange scener, som er beskrevet i bogen, men også forstå hvilken smerte, de mange overlevende ofre må have haft og stadig har med ar på sjælen efter de voldsomme overgreb, som Marcel Lychau Hansen begik indtil han blev fanget. Der bliver også gennemgået og nævnt andre sager, som ligner de overgreb som Marcel Lychau Hansen blev dømt for, men som det skal være i et retsvæsen som det danske, så kan du kun blive dømt for de sager, som anklagemyndigheden kan bevise.
Hvis du er interesseret i at vide mere om politiets og anklagemyndighedens arbejdsmetoder, også i et historisk perspektiv, der er bogen meget oplysende, også selvom det er 12 år siden, at den blev skrevet.
Bogen giver også et virkeligt godt indblik i, at politiet aldrig glemmer en sag, men også at politiet kan være ret uheldige, samt at den måde de opbevarede beviser på førhen nok ikke var hensigtsmæssig i forhold til at kunne bruge beviser på et senere tidspunkt igen.
Der bliver ikke peget fingre af nogen i bogen, men kun påvist, hvad der burde være gjort bedre i sagsopklaringen af de forskellige sager.
Om du kender sagen om Amagermanden fra den gang, den virkelig var i medierne, eller du aldrig har hørt om den før, så er Sagen om Amagermanden – Jagten på en serieforbryder virkelig interessant og vigtig læsning, også selvom det ind i mellem er skræmmende, når vi i detaljer får forklaret, hvad der er sket ved mordene og de mange voldtægter.
| Information Sagen om Amagermanden – Jagten på en serieforbryder kan købes lige der, hvor du normalt køber bøger, eller lånes på dit lokale bibliotek. Hvis du er glad for e- eller lydbøger, så kan den lånes på e-reolen eller på en bogstreamingtjeneste, som Saxo eller Mofibo, hvis du abonnerer på en sådan. |
Vi støtter Søften Nyt
Læs flere anmeldelser og artikler lige her
Stefans klumme – To verdener adskilt af blot 500 kilometer
Der er store kontraster mellem livet nær fronten og i andre dele af Ukraine. Det føles som to verdener, der har meget lidt med hinanden at gøre. Af Stefan Weichert…
Onsdagens ord – hvor kommer læserne fra?
Af Anders Godtfred-Rasmussen Søften Nyt er et lille lokal medie, som primært dækker postnummer 8382, og dermed den gamle Hinnerup Kommune, med afstikkere rundt i resten af Favrskov Kommune og…
10 år med tal og verdens bedste medarbejdere
Den 2. april fejrer Revisorhuset i Hinnerup 10-års jubilæum, og for Bjarne Hansen og Annette Trane Knudsen, der står bag revisionsfirmaet, går de stadig på arbejde hver dag, fordi de…
Mandagens Anmeldelse – Kender du Gensyn?
Af Anders Godtfred-Rasmussen Da jeg var barn, ung og yngre voksen, der blev et program på DR eller TV2 vist en gang, og så kunne du være heldig, at det…
Vi blæser på jagten
Den 24. marts 2024 holder Hinnerup og Omegns Jagtforening duelighedsprøve i Jagthorn. Forinden besøgte Søften Nyt Jagthornsblæserne til en øveaften på Rønbækskolen i Hinnerup for at blive lidt klogere på,…
Det bliver helt Sårt i Uhresalen
Traditionen tro holder kunstnergruppen PRIMUS påskeudstilling i Uhresalen i Hinnerup og i 2024 udgaven er temaet ´Sårt`. Samtidigt har de 10 kunstnere inviteret otte andre kunstnere med til udstillingen, så…
Onsdagens Ord – hvorfor jeg tager til byrådsmøder
Af Anders Godtfred-Rasmussen Tirsdag den 19. marts var det tredje byrådsmøde i træk, og jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg egentlig deltager, fordi de punkter og sager, der er…
